Aktier/åbning: Mærsk trækker C25-indekset i grønt på ny efter løftet anbefaling

Udgivet den 29-04-2024  |  kl. 09:09  |  
Arkiv: Foto

Mærsk-aktierne er igen komme i positivt fokus mandag morgen, hvor det samlede danske marked også er er klædt stort set helt i grønt igen.

Efter godt fem minutters handel stiger C25-indekset med 0,5 pct. til 1912,95. Det følger et plus på 2,2 pct. fredag.

Den positive stemning, der prægede slutningen af sidste uge, er nemlig fortsat ind i begyndelsen af denne efter en stærk afslutning på Wall Street i USA fredag aften dansk tid.

De positive vinde har siden bredt sig til Asien og også Europa.

Malurten i bægeret er høj bølgegang i den japanske yen, der kortvarigt har været svækket til over 160 yen per dollar. Men indtil nu ser positiviteten dog ud til at sejre mandag.

- To nyheder kæmper lidt om overskrifterne: Med comeback til it-aktierne går vi ud af den bedste aktieuge i 2024, og det løfter stemningen i Asien her til morgen. Til gengæld tager den japanske yen nogle store rutsjeture og var kortvarigt over 160 over for dollar, inden den pludselig styrkede sig, hvilket øger rygterne om intervention i markedet, skriver Ib Fredslund Madsen, der er chefstrateg hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

MÆRSK FÅR SKULDERKLAP FRA ABG

Mærsk-aktierne er understøttet af en løftet anbefaling fra det norske børshus ABG Sundal Collier, der har skruet op til "køb" fra "hold".

Samtidig er kursmålet blevet løftet til 13.260 kr. fra 10.700 kr., viser data fra Bloomberg News.

De asiatiske peers til Mærsk, der er i handel mandag, viser desuden pæne plusser, efter at spotraterne på de store ruter ud af Shanghai i sidste uge steg pænt.

Mærsk B-aktie stiger fra start med 3,1 pct. til 10.650 kr. efter et plus på over 6 pct. fredag.

Derudover har NKT fået løftet sit kursmål til 650 kr. fra 570 kr. hos Carnegie. Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien stiger 2,3 pct. til 592,50 kr.

På regnskabsfronten får ugen en stille start, hvor udelukkende Green Hydrogen Systems har afleveret tal mandag, inden tirsdagen går lidt op i gear med rapporteringer fra Carlsberg, Asetek og Schouw.

Green Hydrogen Systems' regnskab for første kvartal viste fremgang i toplinjen, men også et øget underskud.

Aktien falder med 0,1 pct. til 8,39 kr. fra start.

Ørsted-aktien stiger med 0,03 pct. til 389 kr. Energiselskabet har mandag oplyst, at det frasælger sine aktiviteter inden for landvind og solenergi i Frankrig til Engie.

INFLATIONSTAL UNDER LUP

Investorerne kigger mandag også frem mod offentliggørelsen af inflationstal fra både Spanien og Tyskland, der kan være en god indikator for de samlede tal fra eurozonen tirsdag.

Billedet af fremtiden hos Den Europæiske Centralbank (ECB) og den amerikanske pendant, Federal Reserve, har ændret sig noget siden begyndelsen af året, hvor det så ud til, at Federal Reserve var markant foran ECB i sin vej mod normalisering af de aktuelt høje renter.

Men siden er den første amerikanske rentenedsættelse blevet sparket længere og længere i baggrunden af en klæbrig inflation og en fortsat stærk udvikling i økonomien.

I eurozonen halter økonomien til gengæld mere, og samtidig er inflationen mange steder kommet nej, hvorfor de fleste nu synes enige om, at den første rentenedsættelse fra ECB vil falde til juni.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder