Alm. Brand Henton - Rente- og Valutakommentar

Udgivet den 17-11-2006  |  kl. 08:59  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Henton dagens kommentarer til markedet:

Obligationer:
Det var en meget stille formiddag på det europæiske obligationsmarked torsdag. Forbrugerpriserne for Euro-zonen kom ud lige på forventningen 1,6% med kerneinflationen på 1,5%, hvilket ligeledes var ventet. Ikke just det signal der bliver sendt fra ECB om et fortsat stigende inflationspres, hvorfor forventningen til de fremtidige tal herfor bør udvise en stigende tendens. Markedet reagerede ikke på tallene og handlede inden for et 10-øres range. Mere interessant var reaktionen på de amerikanske forbrugerpriser, der kom ud på 1,3% mod ventet 1,5% (sidst 2,1%) og en kerneinflation på 2,7% mod ventet 2,9% (sidst 2,9%). Markedet sendte kurserne ca. 0,25kp højere men blev hurtigt mødt af kraftig modstand, der satte en lavine i gang, og kurserne satte sig over 0,50kp understøttet af højere kapacitetsudnyttelse samt et, nok engang, forholdsvist positivt aktiemarked. Olieprisen faldt natten over og (på en dagslukkekurs) er på årets laveste niveau, USD 56,25 pr. tønde. Der er ikke de store forkromede tal på kalenderen i dag; handelsbalance fra Euro-zonen samt franske lønninger. Det vigtigste bliver eftermiddagens tal fra det amerikanske boligmarked, hvor det skal blive interessant, at se hvorvidt der er sat en foreløbig stop for afkølingen, eller om vi ’blot’ har fået prikket hul på ballonen.

Valuta:
Dollaren åbner op i dag fredag marginalt stærkere end i går. EUR/USD handler her til morgen i 127,85 (DKK 583,40). Den lidt stærkere dollar skal ses på baggrund af, at US Chicago Feds. Michael Moskow torsdag gentog, at høj inflation er en større trussel end lavere vækst og sagde videre, at yderligere pengepolitik stramning kan blive nødvendig. Han forventer, at væksten vil blive øget i 4. kvartal. Han forudså, at de store amerikanske underskud kunne blive et stort problem i fremtiden. Han sagde videre, at det er for tidligt at erklære sejr over inflationen, og at en måned ikke udgør en trend.
Den amerikanske tilgang til arbejdsløshedskøen faldt fra 310.000 til 308.000 i sidste uge. De amerikanske forbrugerpriser faldt med 0,5% i oktober - det samme som i september. Kerneinflationen steg beskedne 0,1% i oktober mod +0,2% i september. Den årlige inflationsrate var hhv. 1,3% og 2,7%. US Feds. Randall Kroszner sagde torsdag, at centralbankens bekæmpelse af inflationen sikrer lave lange renter, men talte ikke om økonomien.
Den amerikanske industriproduktion steg 0,2% i oktober. mod et fald på 0,6% i september. På årsbasis er stigningen på 4,9%. Kapacitetsudnyttelsen steg fra 82.1% i september. til 82,2% i oktober.
US St. Louis Feds. William Poole sagde i går, at det ikke er muligt at fjerne enhver trussel om recession, men Fed. kan reducere virkningerne. Senere sagde Poole, at han føler, at renten er omtrent rigtig p.t., men at alle risici omkring inflationen ikke er væk. JPY åbner op marginalt stærkere end i går. EUR/JPY ligger her til morgen 151,25 (DKK 4,9300). Bank of Japans Toshihiko Fukui slog igen torsdag fast, at der ikke er noget forudbestemt tidspunkt for en renteforhøjelse. Denne udtalelse gav dog ikke den store reaktion i yennen. Den kinesiske præsident Hu Jintao siger til morgen, at Kina presset på ressourcerne er en opgave for økonomien, men at landet vil arbejde på at lette på ubalancerne i samhandelen. EUR/GBP gik lidt svagere og pt. handler den 67,75 (DKK 1101,00). Det lidt stærkere pund skal ses i lyset af det britiske detailsalg som steg 0,9% i oktober mod et fald på 0,4% i september. På årsbasis er stigningen 3,9%. EUR/CHF åbner op her til morgen 159,75 (DKK 466,90), hvilket er en stærkere CHF end i går. Igen forventer vi stadig en svagere CHF, og vores target er stadig 160,00 i EUR/CHF (DKK ca. 466,10) og derefter 160,80 (464,00 DKK). Vi leder stadigvæk efter små stigninger til at sælge yderligere short positioner og calloptioner. 160,00 ventes at blive en hård nød at knække, men vi forventer dog stadig vi bryder. Det schweiziske KOF barometer for investor forventningerne faldt fra -14,1 til -21,3 i november. Olien åbner op her til morgen godt 2 dollar lavere end i går og her til moren handler vi USD 56,25 pr. tønde. Ikke de store nyheder på olien anden end spekulation og den tidligere udmeldingen fra Iran over de seneste par dage om, at de ikke har til hensigt at stoppe landets atomprogram vil absolut heller ikke vise sig gavnlig for olieprisen.
NOK blev svækket på baggrund af den faldende oliepris. EUR/NOK handler 824,70 (90,40 DKK), Vi anbefaler stadig køb af NOK/DKK salg af EUR/NOK.
EUR/SEK ligger 905,50 (DKK 82,35). SEK er meget stærk i øjeblikket, og vi anbefaler stadig at sælge SEK på det her niveau. I går kom der arbejdsløshedstal fra Sverige, som overraskende faldt kraftigt fra 4,9% i sept. til 4,6% i okt. Den australske finansminister, Peter Costello, siger til morgen, at G20 mødet i weekenden bl.a. vil diskutere den globale økonomi, inflationen, renten og energimarkedet. I går udsendte vi en anbefaling på at købe GBP/SEK på dette niveau omkring 1336,00 med det første target på 1355,00 og med et stop loss på 1320,00.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder