Ambu får sænket kursmålet hos Danske Bank: Prognose for 2023/24 i fokus

Udgivet den 01-11-2023  |  kl. 09:43  |  
Arkiv: Foto

Forventningerne til det nye regnskabsår er i fokus, når Ambu fremlægger årsregnskab 8. november.

Det vurderer Danske Banks analytikere Christian Sørup Ryom og Thomas Bowers i et notat forud for regnskabet.

Ambu løftede allerede i starten af oktober en del af sløret for udviklingen i fjerde kvartal og 2022/23. I årets sidste kvartal omsatte Ambu for 1257 mio. kr., hvilket var helt efter Danske Banks bog. Driftsoverskuddet landede på 97 mio. kr., hvilket var 9 mio. kr. højere end ventet.

I sit endelige regnskab i næste uge ventes Ambu at kunne præsentere en vækst i sin endoskopforretning, Endoscopy Solutions, på 25 pct. organisk og positive frie pengestrømme på 50 mio. kr.

Ambu leverede over egne driftsforventninger i 2022/23, fremgik det af medicoselskabets foreløbige regnskab 9. oktober. I regnskabsåret realiserede Ambu en driftsmargin på 6,3 pct., hvor prognosen lød på 5-6 pct. Den organiske vækst landede på 7,6 pct. og inden for spændet på 6-8 pct.

Også i 2023/24 ventes Ambu at sætte forventningerne konservativt. Analytikerne venter, at Ambus forventninger i 2023/24 vil være en organisk vækst på 7-10 pct. og en driftsmargin på 7-9 pct. Konsensus i markedet er 9,5 pct. for begge poster, mens Danske Bank ser Ambu vokse 9,9 pct. organisk drevet af en vækst på 18 pct. i Endoscopy Solutions.

For Ambus kerneforretning, PMD og Anaesthesia, er ventet en flad vækst som følge af prisjusteringer og en udtræden af nogle markeder.

Ambus kursmål sænkes til 74 kr. fra 92 kr., og anbefalingen "hold" gentages.

Dog pointerer Christian Sørup Ryom og Thomas Bowers, at værdiansættelsen af Ambu i stigende grad er fornuftig med et muligt kurspotentiale på 85 kr. Risikoen for en skuffende prognose for det nye regnskabsår er dog årsag til det endelige kursmål.

Ambu falder onsdag 0,8 pct. til 68,96 kr. på børsen i København.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯