Amerikansk energikoncern fik en bedre end ventet omsætning i fjerde kvartal

Udgivet den 25-01-2024  |  kl. 17:41  |  

Det amerikanske energiselskab Nextera Energy havde en bedre end ventet omsætning i fjerde kvartal og har samtidig løftet sløret for forventningerne til 2025 og 2026.

Omsætningen landede i fjerde kvartal på 6,88 mia. dollar, svarende til 47 mia. kr. Det var noget højere end analytikerestimatet på 5,77 mia. dollar.

Det skriver mediet Dow Jones.

Analysehuset Evercore hæfter sig ved indtjeningen per aktie, der endte på 52 cent mod ventet 48 cent. Samtidig noterer analysehuset sig, at selskabet kunne tilføje ordrer for 2060 megawatt til sin ordrebog.

- Det er lavere end resultatet i tredje kvartal, men det er stadig stærkt, skriver Durgesh Chopa, der er analytiker i Evercore.

I hele 2023 havde energikoncernen ordrer for 9000 megawatt, og med dagens regnskab har selskabet en ordrebog på over 23.000 megawatt.

I 2024 venter selskabet en justeret indtjening per aktie i niveauet 3,23-3,43 dollar. Og i 2025 og 2026 regner selskabet med at vokse med 6-8 pct. i forhold til 2024.

Det svarer til en justeret indtjening per aktie på 3,45-3,70 dollar i 2025 og 3,63-4,00 dollar i 2026.

- Givet vores virksomheds styrke vil vi blive skuffet, hvis vi rammer den høje ende af vores forventninger hvert år indtil 2026, siger John Ketchum, der er administrerende direktør i selskabet, ifølge Dow Jones.

Analytikerne venter en justeret indtjening per aktie på 3,65 dollar og 3,92 dollar i henholdsvis 2025 og 2026.

Nextera Energy-aktien stiger 1,7 pct., mens partnerselskabet Nextera Energy Partners stiger 8,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯