Auriga/CFO: Gælden skal længere ned

Udgivet den 06-03-2014  |  kl. 09:32  |  

Auriga har længe haft det som kæphest at nedbringe sin gæld, og det arbejde har efterhånden båret så meget frugt, at selskabet nærmer sig et acceptabelt niveau.

Ved udgangen af 2013 Aurigas netto rentebærende gæld nede på 1578 mio. kr. - og altså under to gange driftsresultatet (EBITDA), der blev 821 mio. kr. Alligevel var der ikke penge til at udlodde udbytte til aktionærerne for regnskabsåret, og det hænger blandt andet sammen med, at gælden skal endnu længere ned, før ledelsen er helt tilfreds.

- Vi har ikke noget specifikt mål for, hvor langt den skal ned, men vi er som virksomhed udsat for en stribe risici. Vi er eksempelvis eksponeret mod markeder, hvor der kan være stor turbulens omkring valuta, og vi er også eksponeret mod helt ukontrollerbare forhold som eksempelvis vejret. Derfor er der ikke nogen grund til også at have en stor finansiel risiko, siger René Schneider, der er finansdirektør hos Auriga, til Ritzau Finans.

Det er dog ikke alene gældsniveauet, der for tredje år i træk får Auriga til ikke at udlodde udbytte til sine aktionærer.

- En del af bevæggrunden er, at det nuværende gældsniveau fortsat er for højt. Men samtidig vokser vi meget i eksempelvis Latinamerika, hvor vi binder rigtig meget arbejdskapital, og hvis vi skal fortsætte med at vokse, kræver det en rimelig likviditet, siger René Schneider.

I 2013 investerede Auriga eksempelvis omkring 5 pct. af sin omsætning i nye produkter, og det niveau forventes fastholdt i 2014, afslører finansdirektøren.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk