Barclays skuffer men vil levere 87 mia. kr. tilbage til aktionærerne

Udgivet den 20-02-2024  |  kl. 08:25  |  

Barclays skuffer med indtægter og indtjening i investeringsbanken, men til gengæld planlægger den britiske storbank at levere mindst 10 mia. pund svarende til 87 mia. kr. tilbage til aktionærerne i løbet af de næste tre år.

Banken vil blandt andet nå det mål ved at reducere omkostningerne med 2 mia. pund inden udgangen af 2026.

Indtægterne løb op i 5,60 mia. pund i fjerde kvartal 2023, mens analytikere ifølge Bloomberg havde regnet med 5,68 mia. pund.

Nettorenteindtægterne overrasker positivt ved at lande på 3,14 mia. pund, hvilket er over analytikerprognosen på 3 mia. pund.

Til gengæld skuffer udviklingen i investeringsbanken (CIB), hvor indtægterne dykkede 7,2 pct. til 2,39 mia. pund mod ventet 2,55 mia. pund. Her er indtjeningen før skat på 95 mio. pund også langt under analytikerkonsensus på 470,1 mio. pund.

For hele banken faldt indtjeningen før skat med 92 pct. til 110 mio. pund mod ventet 354,2 mio. pund.

For 2024 venter Barclays en forrentning af egenkapitalen på mere end 10 pct. mod ventet 9,24 pct., mens kernekernekapitalprocenten, CET1, ses i niveauet 13-14 pct. mod ventet 14,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯