Brøndby IF’s underskud er mindre end budgetteret

Udgivet den 23-05-2013  |  kl. 14:45  |  

Den pressede fodboldklub Brøndby IF, der i weekenden reddede endnu en sæson i Superligaen, har aflagt regnskab for første kvartal, hvor underskuddet på 10,7 mio. kr. er ca. 1 mio. kr. bedre end budgetteret.

Brøndby IF's nettoomsætning er i første kvartal reduceret til 22,1 mio. kr. fra 35,4 mio. kr. Resultatet før transferaktiviteter viser et underskud på 8,8 mio. kr. sammenlignet med et underskud på 2,7 mio. kr. for samme periode i fjor. Underskuddet før skat er i første kvartal 2013 øget til 10,7 mio. kr. fra et underskud på 5,7 mio. kr. for samme periode året forinden. Det er ifølge selskabet ca. 1 mio. kr. bedre end budgetteret.  

Indtægterne fra sponsorer er faldet med 54,1 pct. til 6,7 mio. kr. blandt andet som følge af, at der ikke er indtægtsført beløb vedr. ophørsaftalen med Kasi. Personale omkostningerne er faldet med 12 pct. til 18,3 mio. kr., hvilket primært skyldes den fortsatte tilpasning der har fundet sted i den sportslige afdeling.

Selskabet fremhæver, at Brøndby IF i slutningen af april gennemførte en emission med et bruttoprovenu på 108,4 mio. kr., hvilket sikrer likviditet i minimum 12 måneder.

Udgivet af: Aktiefokus