Brdr Hartmann nedskriver goodwill og nedjusterer

Udgivet den 21-01-2005  |  kl. 14:26  |  

Brdr. Hartmann har besluttet at nedskrive hele den aktiverede goodwill vedr. Nordamerika, som pr. 31. december 2004 udgjorde 56 mio. kr., fremgår det fredag af en børsmeddelelse.

Den primære årsag til nedskrivningen er udviklingen i USD i forhold til CAD, der påvirker indtjeningen i Nordamerika i negativ retning. USD har siden tidspunktet for beslutningen af
investeringen tabt ca. 25 pct. i forhold til CAD.

De oprindelige forventninger var som tidligere udmeldt, at indtjeningen, når fabrikken var fuldt indkørt, ville generere et årligt primært resultat på ca. 40 mio. kr. Såfremt det nuværende USD/CAD kursforhold ikke ændrer sig fremover, medfører det, at det primære resultat i Nordamerika alene som resultat af valutaforhold reduceres med ca. 30 mio. kr.

Brdr. Hartmann arbejder på tiltag, der skal kompensere for dollarfaldets påvirkning af resultatet. Effekten af sådanne tiltag er ikke medtaget i vurderingen af goodwill-nedskrivningen.

Tidligere forventedes et negativt primært resultat for koncernen i 2004 på op til 65 mio. kr. inkl. restruktureringsomkostninger og nedskrivninger relateret til Fokuseringsplanen på 50 mio. kr.

Med tillæg af nedskrivningen af goodwill på 56 mio. kr. udgør forventningerne til koncernens primære resultat i 2004 et underskud på op til 121 mio. kr. og efter skat et underskud på op til 126 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk