Deutsche Bank tror nu igen på aktiemarkedet

Udgivet den 04-07-2001  |  kl. 15:19  |  

Den tyske investeringsbank Deutsche Bank, der har været dygtig til at forudse stemningen på aktiemarkedet i den seneste periode, tror nu på kursstigninger.

Banken er for tiden undervægtet i aktier, men ifølge aktiechef Alfred Roelli er investeringsbanken nu klar til at gå over til en overvægt-position. Det skriver norske Finanskanalen.no med CNBC som kilde.

Roelli tror, at aktiemarkederne vil stige i løbet af de næste to måneder. Han peger således på, at der er gået mode blandt selskaberne i at komme med dårlige meddelelser.

- I virkeligheden er det ikke så slemt, som selskaberne siger, mener Roelli.

Deutsche Bank foretrækker aktier inden for bank og finans og cykliske aktier, mens også teknologi-aktier trækkes frem.

Udgivet af: NPinvestordk