Disney: I kursryk - lander streaming 10 mio. kunder på første dag

Udgivet den 13-11-2019  |  kl. 20:46  |  

10 mio. kunder. På en dag. Det er de færreste, som kan præstere den slags, men det er lykkedes for Walt Disney-koncernen, som tirsdag lancerede sin nye og med spænding imødesete streamingtjeneste, Disney+.

Og 10 mio. kunder blev altså høsten på den første dag, oplyste Disney onsdag. Den nyhed tager markedet til sig med det samme, og aktien stiger derfor med 6,0 pct. onsdag - efter at have lagt ud med et kursfald på 1,3 pct.

- Disney tysser nejsigerne, som udtrykte reservationer omkring vendingen mod streaming, siger Geetha Ranganathan, medieanalytiker hos Bloomberg Intelligence.

10 mio. abonnementskunder på en enkelt dag er da også et forrygende resultat for Disney, og Bloombergs analytiker fremhæver, at det til sammenligning tog hele fire år for ellers kendte HBO at nå det samme antal.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯