Efter bundrekord: Danske Bank spår billig svensk krone på den længere bane

Udgivet den 21-06-2023  |  kl. 11:00  |  

Den svenske krone satte tirsdag bundrekord mod danske kroner i lige over 0,63 kr., og der er umiddelbart ikke meget, som tyder på et større comeback, vurderer Danske Bank.

Banken spår, at den svenske krone vil ligge i omkring 0,64 kr. om et års tid.

Tirsdagens bundniveau blev nået kort før klokken 17 i 0,6303 kr. Den svenske krone er siden styrket marginalt til 0,6317 kr. onsdag formiddag, men er kun en skygge af sig selv sammenlignet med niveauet midt i maj, hvor der gik over 0,66 kr. på en svensk af slagsen.

- Selv om vi mener, at det seneste fald virker overgjort, vil vi ikke udelukke, at den svenske krone kan falde yderligere herfra. Det skyldes blandt andet stram likviditet i markedet og dårlig risikoappetit blandt investorer.

- På den længere bane forventer vi, at den svenske krone vil fortsætte med at ligge lavt. Det skyldes den relative pengepolitik mellem ECB og Riksbanken, dystre globale vækstudsigter samt dårlige udsigter for det svenske boligmarked, skriver Kirstine Kundby-Nielsen, analytiker i Danske Bank i notatet.

Den svenske krone har længe haft det svært og er svækket over 10 pct. over for den danske krone det seneste år.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder