EU/aktier: Små fald forud for Bernankes tale

Udgivet den 22-05-2013  |  kl. 13:30  |  

De tre store europæiske aktiemarkeder ligger onsdag eftermiddag med små fald forud for den amerikanske centralbankchef Ben Bernankes tale i kongressens to kamre, hvor han vil fokusere på udsigterne for den amerikanske økonomi. Den tyske detailkoncern Metro ligger med en solid stigning efter en løftet anbefaling hos finanshuset Morgan Stanley.

Dax-indekset falder 0,2 pct. til 8458 og Ftse-indekset taber 0,1 pct. til 6799. Det franske Cac-indeks ligger onsdag eftermiddag med et fald på 0,5 pct. i 4018.

Den tyske detailvarekoncern Metro, som er blandt de største detailvarekæder i Europa, ligger med den største fremgang i 18 måneder på 5,5 pct. i 26,14 euro efter finanshuset Morgan Stanley har løftet sin anbefaling på aktien til overvægt fra ligevægt og kursmålet sættes til 33 euro. Analytiker Edouard Aubin skriver, at Metro vil kunne frigøre betydelig værdi via en porteføljeoptimeringsproces, hvor selskabet kan sælge mere ejendom herunder ikke-kerne Cash & Carry-enheder, der kan blive værdiansat til 2,5-3,9 mia. euro.

Metso ligger onsdag eftermiddag med et fald på 2,9 pct. i 30,85 euro. Danske Markets sænker sin anbefaling på den finske FLSmidth-mineudstyrskonkurrent Metso til sælg fra hold efter flere nylige nedjusteringer fra australske mineserviceselskaber. Det skriver Danske Bank, der vurderer at disse nedjusteringer indikerer at de sænkede anlægsinvesteringer hos mineselskaberne endelig er begyndt at påvirker leverandørerne. Den finske mineudstyrsproducent Outotec får også sænket sin anbefaling hos Danske Markets, der sænker til hold fra sælg. Outotec falder 1,5 pct. til 10,79 euro.

Lloyds Banking stiger 2,2 pct. til 62,85 pence efter Storbritanniens næststørste statsejede bank har meddelt, at den ikke har behov for at rejse yderligere kapital for at stoppe det 25 mia. pund kapitalunderskud blandt landets banker.

Det britiske modehus Burberry falder 2,7 pct. til 1499 pence efter tirsdagens fremgang på 5,3 pct. i kølvandet af det forskudte årsregnskab, der blandt andet bød på en vækst på 14 pct. i indtjeningen. Onsdag har finanshuset Barclays løftet sit kursmål på aktien til 1500 pence fra 1380 pence, mens anbefalingen ligevægt bliver gentaget.

Lagardere, der er Frankrigs største forlag, ligger med en stigning på 2,9 pct. i 28,60 euro efter finanshuset JPMorgan har hævet sin anbefaling på aktien til neutral fra undervægt.

Det britiske detailsalg eksklusive benzinsalget faldt 1,4 pct. i april i forhold til måneden forinden, hvilket var under økonomernes forventning på en stigning på 0,1 pct. Detailsalget inklusive benzinsalget faldt 1,3 pct. i forhold til måneden forinden, hvor væksten var på 0,6 pct. For april ventede økonomerne en vækst på 0,1 pct. Salget af fødevarer dykkede 4,1 pct. i april, hvilket er det største fald siden maj 2011.

Udgivet af: Aktiefokus