Europa/aktier: Luksusvareaktier i hopla efter lempelse af rejserestriktioner i Kina

Udgivet den 10-08-2023  |  kl. 13:44  |  

De europæiske aktier stiger for anden dag i træk torsdag, hvor Kinas beslutning om at lempe på rejserestriktionerne giver medvind til rejse- og luksusvareselskaberne.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger torsdag eftermiddag med en stigning på 0,5 pct. efter en fremgang onsdag på 0,4 pct.

Luksusvareselskaber såsom LVMH og Hermes International ligger med stigninger på mere end 2 pct. efter Kinas meddelelse om, at landet vil ophæve forbud mod grupperejser til flere lande herunder USA og Storbritannien.

I den tunge ende af Stoxx 600-indekset finder man den tyske industrigigant Siemens, der dykker 5,6 pct. efter et skuffende regnskab.

Regnskabssæsonen herhjemme er stadig i fuld gang, mens den er på vej til at gå ind i sin sidste fase i udlandet.

Ifølge data fra finanshuset Bernstein har den europæiske regnskabssæson været den indtjeningsmæssigt svageste siden slutning af 2020, hvor især energisektoren har været ramt.

Dagens mest ventede begivenhed er den amerikanske forbrugerprisopgørelse.

Her venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en lille afmatning i kerneforbrugerpriserne, hvilket kan give den amerikanske centralbank friere hænder til at afslutte stramningscyklussen.

- Med et marked, der allerede omfavner "blød landing"-fortællingen, vil en lidt lavere end forventet opgørelse kun forstærke denne tro uden nødvendigvis at udløse en meget positiv reaktion, vurderer Julien Lafargue, chefstrateg hos Barclays, ifølge Bloomberg News.

- På den anden side ville en højere end ventet opgørelse genoplive forventningerne til flere renteforhøjelser, hvilket vil lægge pres på renterne og derfor på aktierne, fortsætter chefstrategen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder