Europa/aktier: Powell-kommentarer og regnskaber holder markedet på tæerne

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 12:03  |  

Talrige regnskaber giver torsdag handlerne rigeligt med indtryk at tage bestik af, samtidig med at gårsdagens rentemøde fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, skal fordøjes.

Rentemødet bød i sig selv ikke på de store overraskelser, da renten blev fastholdt. Til gengæld afviste centralbankchef Jerome Powell, at en renteforhøjelse skulle være på tale.

- Den seneste officielle holdning understøtter troen på, at der vil være en forsinkelse i timingen af første rentenedsættelser, men ikke et skift tilbage mod en stramning. Vores udgangspunkt er en samlet sænkning på 75 basispoint i år, skriver strateger fra OCBC ifølge Reuters.

Sideløbende har regnskabssæsonen for første kvartal i den grad fart på torsdag - særligt i Danmark, der da også er godt repræsenteret i det fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 i top såvel som bund.

Indekset bakker torsdag eftermiddag 0,2 pct.

Helt i toppen har danske GN lagt sig efter sit regnskab for første kvartal, der overraskede positivt på alle hovedposter. På bundlinjen voksede overskuddet til 266 mio. kr. fra 124 mio. kr.

Aktien stiger 11,5 pct. til 207,90 kr.

I modsat ende bakker A.P. Møller-Mærsk og Vestas med henholdsvis 5,4 og 5,1 pct.

Størst er dog modgangen til den tyske modekoncern Hugo Boss, der efter sit regnskab for første kvartal viger 6,9 pct. til 47,04 euro.

Salget på 1,01 mia. euro var stort set som ventet af analytikerne ifølge Bloomberg News, og også driftsresultatet og nettooverskuddet voksede mere end ventet.

Hugo Boss fastholder dog sine forventninger om et salg på 4,3-4,45 mia. euro og et driftsoverskud på 430-475 mio. euro. Her er midtpunktet for begge under analytikerkonsensus på henholdsvis 4,44 mia. euro og 464,4 mio. euro.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder