Europa/lukning: Den gode stemning aftog trods opløftende tal i amerikansk jobrapport

Udgivet den 01-09-2023  |  kl. 17:58  |  

Aktiestigningerne i Europa aftog i løbet af eftermiddagen, til trods for at den imødesete amerikanske jobrapport for august viste tegn på, at arbejdsmarkedet er ved at køle af.

De europæiske aktier steg umiddelbart efter jobrapporten, da handlerne fik større tro på, at den amerikanske centralbank vil holde aktiestigningerne i ro på næste møde, men stemningen vendte til det værre kort før lukketid.

Det brede Stoxx 600 endte stort set uændret efter at have været oppe med 0,3 pct. i middagshandlen. Det tyske DAX-indeks faldt 0,7 pct., mens det franske CAC 40 dykkede 0,3 pct. Kun FTSE 100 i London holdt fast i fremgangen og endte med et plus på 0,3 pct.

På det britiske marked var der luft under vingerne til kemikalieproducenten Johnson Matthey, da storinvestoren Standard Investments har fordoblet sin ejerandel i selskabet til lidt over 10 pct. Det satte gang i spekulationer om en mulig overtagelse af selskabet.

Aktien steg 9,9 pct.

I den modsatte ende var der tæsk til den tyske Aurubis, der advarede om nedskrivninger for hundredevis af millioner euro, hvis det viser sig, at selskabet - der er en af de største europæiske kobberproducenter - har været udsat for svindel.

Den fidus, som Aurubis måske har været udsat for, involverer forsendelser af skrotmetal, som koncernen bruger i sin genbrugsvirksomhed, skriver Bloomberg News.

Men nu mangler der metal, og kobberproducenten kan måske ikke indfri årets forventninger.

Det sendte aktien ned med 6 pct. Aktien var i løbet af dagen nede med 15 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder