Færre konkurser i august men en stigning lurer fortsat

Udgivet den 07-09-2023  |  kl. 08:47  |  

Antallet af konkursramte virksomheder er faldet i august i forhold til måneden før. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

I august gik 215 virksomheder konkurs. Det svarer til et fald på knap 20 pct. i forhold til juli, hvor 268 virksomheder meldte konkurs.

Det hænger blandt andet sammen med, at flere virksomheder har tilbagebetalt de lån, som staten igangsatte under coronanedlukningerne. Antallet af konkurser er dog fortsat højere end før pandemien.

Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, er det for tidligt at glæde sig over faldet.

- Det er primært et udtryk for, at de forsinkede konkurser fra coronakrisen er ved at ebbe ud. Jeg hælder derfor også til, at antallet af konkurser eksklusiv virksomheder, der har fået momslån, i øjeblikket er stigende, skriver Tore Stramer i en kommentar.

I Nykredit er man også påpasselig med at tage glæderne på forskud.

- Antallet af konkurser kan godt begynde at stige igen. Udfordringerne lurer nemlig fortsat lige under overfladen. På den helt korte bane er det særligt rentestigningerne, der bekymrer os, og snart vil flere virksomheder formegentlig blive presset af de øgede lønomkostninger, skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit.

Rentestigningerne vækker også bekymring i Dansk Erhverv, men Tore Stramer vurderer, at energi- og inflationskrisen også vil komme til at påvirke antallet af konkurser i fremtiden.

- Flere virksomheder er i øjeblikket presset af stigende omkostninger til renter og andre produktionsinput. Dertil er efterspørgslen blandt forbrugerne desværre også begyndt at sive i dele af dansk erhvervsliv. Det er en streg i regningen, da det med al tydelighed viser, at dele i af erhvervslivet i øjeblikket er hårdt presset, skriver Tore Stramer.

Ifølge Dansk Erhverv er det primært virksomheder inden for brancherne handel, transport og restauration, der er hårdest ramt af konkurser.

- Det trods alt høje antal konkurser er et svaghedstegn, men andre nøgletal peger heldigvis i den anden retning. I Nykredit tror vi, at vi vil holde recessionen for døren, men risikoen for recession er uden tvivl højere end normalt, skriver Palle Sørensen.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Danmark❯ 

Seneste nyheder