Faldende energipriser sikrer større afmatning i inflationen i juni, viser tal fra Eurostat

Udgivet den 30-06-2023  |  kl. 11:00  |  

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 5,4 pct. i juni i forhold til den tilsvarende måned året før.

Det viser første estimat over udviklingen fra EU's statistikbureau, Eurostat.

Dermed aftog inflationen mere end ventet i juni. Økonomer adspurgt af Bloomberg News havde ventet en stigningstakt på 5,5 pct. fra 6,1 pct. måneden før.

Afmatningen er drevet af et betydeligt fald i energipriserne, der i juni bakkede 5,6 pct. efter at være aftaget med 1,8 pct. måneden før.

Kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på fødevarer, energi, alkohol og tobak, lå i juni på 5,4 pct. mod ventet 5,5 pct.

Imens brager inflationen på fødevarer, tobak og alkohol ufortrødent derudaf.

I juni var inflationen på varegruppen 11,7 pct., hvilket ganske vist var en afmatning i forhold til maj, hvor den lå på 12,5 pct.

Serviceinflationen tiltog i juni til 5,4 pct. fra 5,0 pct., mens inflationen på forbrugsgoder lå på 5,5 pct. fra 5,8 pct. måneden før.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Eurozonen❯