FLSmidth kæmper om ordre på over 2 mia kr
FLSmidth ligger, ifølge Iraks industriminister Fawzi Hariri, i kamp med omkring fem virksomheder om en ordre til en værdi af USD 500 mio. Ordren indebærer renovation og genopbygning af cementfabrikker i Irak. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
FLSmidth ligger i skarp konkurrence med blandt andet franske Lafarge. Det fortalte Hariri på en konference om Iraks genopbygning i Dubai.
- De vil investere for at genopbygge fabrikkerne, og derefter vil de få en del af profitten, udtaler Hariri ifølge Reuters.
Egyptiske Orascom Construction Industries, et tjekkisk og et rumænsk selskab har også budt ind på ordren.
Kontrakten, der er den første, drejer sig om 3 ud af ialt 16 cementfabrikker, som Irak tilbyder udenlandske investorer at byde på.
Fabrikkerne ligger i provinserne Kerbala, Muthana og Kirkuk.
/asb