Fredagens internationale avisuddrag med Amazon, AT & T og Uber

Udgivet den 28-07-2017  |  kl. 08:00  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

AMAZON INVESTERER AGGRESSIVT OG MISSER ANALYTIKERNES FORVENTNINGER

Handelsplatformen Amazon opnåede i andet kvartal et resultat på 197 mio. dollar, hvilket er det laveste i de sidste syv kvartaler og mindre end halvt så meget, som analytikerne ventede. Årsagen til det skuffende resultat er tunge investeringer i varehuse, datacentre og filmproduktion. (AMAZON STICKS WITH INVESTMENT PLANS DESPITE BLOW TO PROFITS)

SPACEX FØJER MILLIARDER TIL VÆRDIANSÆTTELSEN

Spacex, Tesla-stifteren Elon Musks private rumfartsselskab, har indsamlet 351 mio. dollar og hævet sin estimerede værdi til 21,2 mia. dollar. Spacex er dermed et af verdens mest værdifulde private selskaber. Selskabet har i år haft succes med en genanvendelig raket, der ses som et vigtigt skridt mod billigere rumfart. (SPACEX'S NEW FUNDRAISING SEES VALUATION NEAR $21BN)

AMERIKANSK TELEGIGANT INDSAMLER TRECIFRET MILLIARDBELØB

Det amerikanske teleselskab AT & T har lånt 22,5 mia. dollar (143,2 mia. kr.) via det tredjestørste salg af virksomhedsobligationer nogensinde. AT & T har dermed sikret sig den samlede finansiering til købet af HBO-ejeren Time Warner. (AT & T BANKS $22,5BN IN CORPORATE BOND SALE)

INTEL HÆVER FORVENTNINGERNE MEN MISTER TITEL SOM MEST SÆLGENDE CHIPPRODUCENT

It-selskabet Intel oversteg analytikernes forventninger til både omsætning og indtjening i andet kvartal. Dertil hævede Intel forventningerne til omsætningen for hele året med 1 mia. dollar til 61,3 mia. dollar. Intel har dog overdraget titlen som den bedst sælgende computerchipproducent til Samsung og forsøger at omarbejde sig selv til et dataselskab. (INTEL LIFTS PROFIT OUTLOOK EVEN AS CHIP CROWN SLIPS)

AMERIKANSK TEKNOLOGIBOOM BETYDER FLERE OG STØRRE AKTIELØNNINGER

De fem førende amerikanske teknologiselskaber - Alphabet, Amazon, Apple, Facebook og Microsoft - uddelte betingede aktier og andre aktiebaserede betalinger for 20,4 mia. dollar i 2016. Det er 23 pct. mere end året før og en markant stigning siden 2011, hvor beløbet var 6 mia. dollar. Sidste gang teknologiselskaber uddelte så mange aktier til sine ansatte var i it-boblen. (TECH BOOM'S HIDDEN BONUS FOR SILICON VALLEY WORKERS)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

TRUMP-KOMMENTAR SÆTTER PRES PÅ APPLE

Apple står overfor fornyet pres for at flytte dele af sin produktion til USA, efter at præsident Donald Trump udtalte, at topchef Tim Cook lovede ham at bygge tre store fabrikker på hjemlig jord. Analytikere ser det dog som højst usandsynligt. (TRUMP COMMENTS ON U.S. FACTORIES MAKE it AWKWARD FOR APPLE)

UBER SPEJDER MOD GE-TOPCHEF

Kørselstjenesten Uber har General Electrics topchef, Jeff Immelt, i kikkerten som ny administrerende direktør. Jeff Immelt træder inden for få dage tilbage som topchef i GE , men vil fortsat være bestyrelsesformand indtil slutningen af året. Uber har indsnævret gruppen af kandidater til en lille gruppe og satser på at have udpeget en ny topchef i starten af september. (UBER APPROACHES GE CEO JEFF IMMELT ABOUT TOP ROLE)

FIAT CHRYSLER VIL PRODUCERE EN ELEKTRISK MASERATI

Fiat Chryslers topchef, Sergio Machionne, har tidligere været skeptisk over for elbiler, men han har nu taget konceptet til sig. Luksusmærket Maserati vil producere modeller med elmotor i 2019 og ved starten af det næste årti, vil halvdelen af Maseratis modeller være elektriske. FIAT CHRYSLER CEO LEARNING TO LOVE ELECTRIC VEHICLES)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

DISCOVERY DEN SANDSYNLIGE KØBER AF SCRIPPS

Ræset mod at overtage ejeren af Food Network og HGTV, Scripps Networks Interactive, har nu kun en finalist tilbage, mediegiganten Discovery Communications, efter at rivalen Viacom opgav jagten. Scripps markedsværdi var ved lukketid torsdag 11 mia. dollar, og Discoverys bud er på 34 pct. mere end Scripps værdi fra før salgsrygterne dukkedeop til overfalden. (DISCOVERY SAID TO BE IN FINAL STAGES TO ACQUIRE SCRIPPS)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

RICHARD BRANSON SÆLGER MAJORITET I VIRGIN ATLANTIC

Den britiske milliardær Richard Branson sælger 31 pct. af Virgin Atlantic til Air France-KLM og opgiver dermed sin majoritet i flyselskabet, som han stiftede i 1984. Richard Branson tjener 220 mio. pund på handlen og ejer fortsat 20 pct. af aktierne, mens amerikanske Delta opnår majoriteten med 49 pct. (RICHARD BRANSON CEDES CONTROL OF VIRGIN ATLANTIC)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

MACRON NATIONALISERER SKIBSVÆRFT FOR AT BREMSE ITALIENSK OVERTAGELSE

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har midlertidigt nationaliseret skibsværftet STX France for at blokere et frasalg til italienske Fincantieri. Hensigten er efter sigende at beskytte job og strategiske interesser. Den protektionistiske beslutning af den nyvalgte præsident har vakt vrede hos den italienske regering og skabt bekymring i EU. (MACRON SEIZES FRENCH SHIPYARDS TO BLOCK ITALIAN TAKE-OVER)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

PORSCHE TILBAGEKALDER TUSINDVIS AF BILER MED SNYDE-SOFTWARE

Tysklands transportminister beordrer tilbagekaldelsen af 22.000 biler af mærket Porsche på tværs af Europa, efter at software, der lader bilen snyde i miljøtests, er blevet opdaget. Porsche er ejet af Volkswagen, som i 2015 indrømmede, at have installeret lignede software i 11 mio. biler mellem 2008 og 2015. (PORSCHE ORDERED TO RECALL THOUSANDS OG CARS OVER EMISSIONS CHEATING)

/ritzau/FINANS

Christoffer Cirillo

Tags:  Newspaper - Internat❯