Genmab-analytiker om Darzalex: Salget starter rigtig flot i 2017

Udgivet den 22-02-2017  |  kl. 08:04  |  
Genmab - Lab

Genmab har fået en rigtig flot start på 2017 med et godt salg af kræftmidlet Darzalex på det amerikanske marked.

Fremgangen afspejler sandsynligvis, at midlet for nylig er blevet skubbet længere frem i køen af behandlingstilbud for kræftpatienter i USA.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der følger det danske biotekselskab som aktieanalytiker i Sydbank.

Salget af Darzalex på det amerikanske marked steg 10,5 pct. i januar til 60,95 mio. dollar.

- Det er en rigtig god start på året for Darzalex, og det overgår faktisk mine forventninger en anelse. Det højere salg afspejler formentlig, at Darzalex nu er blevet godkendt som andenlinjebehandling i USA og dermed har en bredere patientgruppe, siger Søren Løntoft Hansen.

FLERE PATIENTER I SPIL

Darzalex blev i første omgang godkendt til patienter med knoglemarvskræft, som allerede havde været gennem tre behandlingsforløb - og var altså det fjerde tilbud til patienterne.

Men i november sagde den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, god for, at patienter, der havde været gennem bare et enkelt forløb, også kunne få tilbudt Darzalex.

Dermed er gruppen af patienter markant større, og mulighederne for at øge salget er bedre.

Salgstallene for januar kan efter Søren Løntoft Hansens vurdering give medvind til Genmab på aktiemarkedet onsdag morgen, selv om aktien steg knap 2 pct. til 1422 kr. tirsdag.

- Det kan sagtens være, at man belønner de her salgstal med en kursstigning i dag, for det ser ganske pænt ud, siger Søren Løntoft Hansen, der har en købsanbefaling på aktien.

Salgstallene stammer fra det amerikanske analysehus Symphony Health, som dækker over salget via institutionelle salgskanaler til blandt andet hospitaler og lægeklinikker.

De er ikke et billede på al omsætning, men kan bruges som et pejlemærke.

REGNSKAB I FOKUS

Senere onsdag kommer Genmab med regnskab for 2016.

Der er dog ikke særlig meget spænding om selve tallene, da Genmabs amerikanske partner, Johnson & Johnson, der står for salget af Darzalex, tidligere har offentliggjort salgstal for 2016.

Sidste år solgte Darzalex for 672 mio. dollar, og fokus op til regnskabet går derfor i stedet på, hvilke forventninger til 2017 Genmab vil spille ud med.

Søren Løntoft Hansen regner med, at Darzalex når et salg på 1235 mio. dollar i 2017. Det vil i så fald betyde, at kræftmidlet får blockbuster-status, som er et salg over 1 mia. dollar.

- Det bliver spændende at se, hvad Genmab tør melde ud på forventningerne til markedssalget. I 2016 var Genmab forsigtige og opjusterede forventningerne i løbet af året.

- Så vi må se, om det også bliver billedet i 2017. Der er god grund til at formode, at det også bliver tilfældet i år, siger Søren Løntoft Hansen.

Genmab får royalties af salget fra Johnson & Johnson startende på 12 pct. og stigende til 20 pct., hvis salget krydser 3 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:50:01

 
0,00%
 
19:51:01

 
-1,64%
 
16:50:01

 
0,00%
 
19:51:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder