GN Store Nord fik resultat som ventet i 2008 - ser vanskeligt 2009

Udgivet den 27-02-2009  |  kl. 08:11  |  

GN er i dag kommet med årsrapport.

- GN's fjerde kvartals og helårsresultater svarer til de forventninger, der blev offentliggjort i delårsrapporten for tredje kvartal den 6. november 2008, skriver selskabet.

GN’s samlede omsætning blev 5.624 mio.kr., svarende til en organisk vækst på (2)%. Valutakursbevægelser påvirkede omsætningen med (4)%.

Resultat før skat blev -83 mio. kr. mod -100 mio. i 2007.

Ifølge et estimat fra RB-Børsen havde markedet ventet -90 mio. kr.

EBITA udgjorde 65 mio. kr. inklusive engangsomkostninger på 107 mio. Sidste år blev det 294 mio. kr.

- GN ReSound opnåede solid positiv organisk vækst i andet halvår. Resultatet i GN Netcom blev negativt påvirket af den globale økonomiske krise, skriver GN.

Formand for GN's bestyrelse Per Wold-Olsen siger:

- 2008 var et udfordrende år for GN. Vi har implementeret en ny virksomhedsstruktur, en række større forandringstiltag og væsentlige omkostningsreduceringstiltag. De igangsatte
programmer er begyndt at vise resultater, vores produkt-pipeline er lovende, og jeg mener, at vi er ved at lægge kimen til en positiv udvikling i GN i de kommende år.

Om 2009 skriver GN:

- GN forbereder sig aktivt på vanskelige markedsforhold i 2009. Der planlægges omfattende omkostningsreduktioner i såvel GN Netcom som GN ReSound. Det samlede EBITA for GN forventes at blive på ca. samme niveau som i 2008, på trods af at omsætningen ventes at falde væsentligt til et niveau på ca. 5 mia.kr., hvilket svarer til den forventede markedsudvikling.


Udgivet af: NPinvestordk