Goldman Sachs slår med længder forventningerne i første kvartal

Udgivet den 15-04-2024  |  kl. 13:39  |  

Investeringsbanken Goldman Sachs har leveret et bedre end ventet regnskab for første kvartal, hvor indtægterne med blandt andet handel med rentepapirer, valuta og råvarer oversteg forventningerne.

I mandagens amerikanske formarked belønner investorerne regnskabet med et plus på 3 pct. til 401 dollar. Det kommer i kølvandet af fredagens nedtur på 2 pct.

Nettoindtægterne steg 16 pct. i kvartalet til 14,21 mia. dollar mod ventet 12,98 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Her er blandt andet indtægter fra handel med rentepapirer, valuta og råvarer (FICC) på 4,32 mia. dollar mod ventet 3,64 mia. dollar med til at trække op.

Fremgangen på 10 pct. i FICC-forretningen afspejler primært højere nettoindtægter inden for FICC-finansiering, drevet af realkreditlån og struktureret udlån.

Indtægter fra værdipapirhandel på 3,31 mia. dollar og nettorenteindtægterne på 1,61 mia. dollar er begge cirka 10 pct. mere end ventet.

Indtjeningen per aktie er steget til 11,58 dollar fra 8,79 dollar i samme periode sidste år. Her lød konsensus på 8,81 dollar.

Aktiver under forvaltning er steget 6,6 pct. til 2850 mia. dollar, hvor analytikerne spåede en større fremgang til 2920 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯