Højere amerikansk inflation tager pusten fra aktierne og sender renterne i vejret

Udgivet den 10-04-2024  |  kl. 14:39  |  

En større stigning i den amerikanske inflation har onsdag eftermiddag udslettet en svag positiv stemning på det danske aktiemarked.

De amerikanske forbrugerpriser steg i marts med 3,5 pct. på årsbasis, hvor økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning til 3,4 pct. fra 3,2 pct. i februar.

På månedsbasis lød stigningen på 0,4 pct. mod ventet 0,3 pct. Måneden før steg forbrugerpriserne 0,4 pct.

Imens fastholdt kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på fødevarer og energi, sin stigningstakt på 3,8 pct. Her var ventet en mindre afmatning til 3,7 pct. fra 3,8 pct.

Skuffelsen afspejles i det danske C25-indeks, der kort efter offentliggørelsen falder 0,6 pct. fra et plus på omkring 0,1 pct. inden. For de amerikanske aktieindeksfutures er der også tale om en U-vending. Her er plusser på omkring 0,1 pct. vendt til fald på 0,8-1,2 pct. Hårdest går det ud over futuren for det teknologitunge og rentefølsomme Nasdaq-indeks.

Sideløbende med aktienedturen brager renterne i vejret. Herhjemme er den toneangivende tiårige danske statsobligation steget 6 basispoint til 2,43 pct., og i USA er reaktionen endnu mere udtalt. Her stiger renten på det tilsvarende statspapir til 4,49 pct. fra 4,35 pct. forud for offentliggørelsen.

De højere renter understøtter den amerikanske valuta, der styrkes til 1,0786 dollar per euro fra 1,0860 dollar per euro.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  USA❯