H+H's topchef peger på modvind fra højere renter og byggeudgifter

Udgivet den 16-06-2023  |  kl. 17:24  |  
Arkiv: Foto

Byggematerialevirksomheden H+H International havde efter et sløjt første kvartal sat næsen om efter en bedring i efterspørgslen i andet kvartal, men det er ikke sket i det ventede omfang og trenden støtter heller ikke de forventninger, som selskabet oprindeligt havde til tredje og fjerde kvartal.

Det siger selskabets administrerende direktør, tyske Jörg Brinkmann, i et interview med MarketWire, efter at H+H torsdag aften nedjusterede forventningerne til 2023 markant og nu venter en negativ organisk vækst på 15-20 pct. mod en tidligere forventning om nulvækst.

Nedjusteringen kommer blot ca. seks uger efter aflæggelsen af regnskabet for første kvartal, hvor prognosen for 2023 blev fastholdt.

- Vi forventede et svagt første kvartal, men regnede herefter med at se en bedring og en positiv trend ledende ind til et "recovery" også i tredje og fjerde kvartal. I andet kvartal så vi faktisk volumener bedres særligt i Storbritannien og i Central-/Vesteuropa, mens Polen lå nogenlunde stabilt.

- Men på disse markeder så vi faktisk nogle positive tegn. De store husbyggere rapporterede også bedre reservationsrater, vi så forbrugertilliden stige, og alt det førte til en positiv trendlinje. Men hvad vi ser nu her to uger før udgangen af juni, er, at vi ser en positiv trend, men den er ikke stærk nok til at støtte vores prognose for tredje og fjerde kvartal, siger Jörg Brinkmann om nedjusteringen.

Og årsagen kalder han "i bund og grund meget simpel".

- Der er en efterspørgsel efter at bygge nye huse, også en høj efterspørgsel, men med det nuværende høje renteniveau, og også udsigterne til, at det på et tidspunkt vil falde igen, gør simpelthen, at folk tilbageholder deres beslutninger om at købe eller at bygge. Det påvirker købsbeslutningerne, og derfor er vi nødt til at ændre prognosen, siger Jörg Brinkmann.

Det manglende salg betyder også en markant lavere forventning til indtjeningen. H+H venter nu kun et driftsresultat før særlige poster på 100-175 mio. kr. mod en tidligere prognose på 330-400 mio. kr. Det kalder H+H-topchefen for et "realistisk scenarie" baseret på tre parametre.

- Vi ser på niveauet for byggetilladelser, vi ser på udviklingen i realkreditlån og det tredje parameter her er, at vi har meget tæt kontakt til vores kunder. Når vi blander alt dette sammen, så ser vi nu et volumenfald på 25-30 pct. - det er vores bedste gæt for nu, siger Jörg Brinkmann.

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvornår markedet vender tiltage, og her må den tyske topchef umiddelbart melde "pas".

- Jeg ved det faktisk ikke. Men det, vi har brug for at se, er, at inflationen vender, og at renterne falder tilbage. Men for tiden er det et timing-spørgsmål. I sidste ende handler det om byggeomkostningerne og renten du betaler. Et fald i inflationen og renterne låser op for en "sovende efterspørgsel", vurderer Jörg Brinkmann.

Så sent som torsdag hævede Den Europæiske Centralbank - og Nationalbanken herhjemme - igen deres ledende renter. Stramningerne skal nå endestationen og renterne tilpasse nedad igen, før proppen kan ses springe af ketchupflasken igen.

- For tiden ser vi også meget lav regeringsstøtte til byggeri - det er en anden ting. Når vi ser regeringsstøtte, så vil det bestemt også kunne låse op for en efterspørgsel, som faktisk er der, for folk vil gerne bygge, siger Jörg Brinkmann.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder