i-data nedjusterer forventningerne til 2001

Udgivet den 25-10-2001  |  kl. 20:54  |  

Usikkerheden på det amerikanske marked medfører reducerede forventninger til i-data international's omsætning og resultat i 2001, meddeler i-data torsdag aften i en pressemeddelelse.

i-data international a-s' omsætning i 3. kvartal er foreløbigt opgjort til ca. 220 mio. kr. mod 247 mio. kr. i 2. kvartal og et negativt resultat af den primære drift før amortisering af immaterielle anlægsaktiver (EBITA). I august havde selskabet fortsat forventet en øget omsætning i 3. kvartal.

På baggrund af den konstaterede udvikling på det nordamerikanske marked i slutningen af 3. kvartal og i de første uger af det nu påbegyndte 4. kvartal ændres den hidtidige forventning om en omsætning i 2001 som helhed på mellem 1,0 og 1,1 mia. kr. til et interval mellem 920 mio. og 980 mio. kr.

Årets ordinære resultat før skat for koncernen forventes at blive positivt i niveauet 80-110 mio. kr. For regnskabsåret 2000 udgjorde det ordinære resultat før skat minus 69 mio. kr.

Resultatet af den primære drift før amortisering af immaterielle anlægsaktiver (EBITA) for 2001 må på nuværende tidspunkt påregnes at blive negativt i størrelsesordenen 90-120 mio. kr., hvor det tidligere var forventet at nå et svagt positivt driftsresultat for 2001 som helhed, oplyser i-data. Årsagerne hertil er den forventede lavere omsætning samt et konstateret ændret produktmix for 3. kvartal, som også forventes i 4. kvartal.

Til sammenligning udgjorde resultatet af den primære drift før før amortisering af immaterielle anlægsaktiver (EBITA) i år 2000 for de enheder, der i 2001 indgår i koncernen, ca. minus 285 mio. kr. (opgjort pro forma og ikke revideret).

Årets omsætning og resultat vil kunne blive påvirket af eventuelle frasalg af aktiviteter eller virksomheder inden årets udgang, fremgår det.

Udgivet af: NPinvestordk