Landsholdsspiller til AaB
Den børsnoterede fodboldklub AaB har i dag offentliggjort, at klubben har lavet en tre-årig kontrakt med den 28-årige sydafrikanske landsholdsspiller Siyabonga Nomvethe.
Siden sin debut i 1999 har Siyabonga Nomvethe spillet 55 A-landskampe og scoret 12 mål for Sydafrika.
Nomvethe skrev i sommeren 2001 kontrakt med den italienske Serie A-klub Udinese, hvor det blev til halvandet år og efterfølgende lejeophold hos de italienske klubber Salernitana og Empoli samt i efteråret 2005 hos de svenske mestre fra Djurgårdens I.F. Således var Siyabonga Nomvethe i november og december med til at tildele AaB to nederlag i Royal League. Nomvethe har i det seneste halve år optrådt for Orlando Pirates i Sydafrika.
- Nomvethe er en erfaren og international spiller, der kan dække alle pladser i vores offensiv. Han er hurtig og teknisk dygtig, og jeg tror, at han vil passe godt ind i den danske liga, siger sportsdirektør Lynge Jacobsen, der ligeledes glæder sig over, at det igen er lykkedes at finde en transferfri kvalitetsspiller.
AaBs SAS Liga-trup har sit første træningspas på torsdag formiddag, hvilket også inkluderer klubbens anden nyerhvervelse Rade Prica fra Hansa Rostock.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›