Luksusproducent falder efter melding om lavere vækst i Kina

Udgivet den 09-11-2018  |  kl. 14:38  |  

Schweiziske Richemont, der blandt andet ejer luksusmærkerne Cartier, Van Cleef & Arpels, IWC Schaffhausen, Jaeger-LeCoultre, Officine Panerai, Piaget, Vacheron Constantin, Montblanc, Alfred Dunhill og Chloé, falder på børsen i Zürich, efter en udmelding om at boomet i det kinesiske salg er ovre, og at handelskonflikten mellem USA og Kina ventes at mindske efterspørgslen på det kinesiske marked.

Regnskabet for første halvår viser et driftsoverskud på 1,13 mia. euro mod ventet 1,3 mia. euro ifølge Bloomberg-estimater. Omsætningen kom ind på 6,81 mia. euro mod ventet 6,87 mia. euro.

I atten måneder har væksten i Kina ligget på tocifrede procenter, mens salget nu "kun" vokser med høje encifrede procentvækstrater, oplyser økonomidirektør Burkhart Grund til Bloomberg News. Et ifølge ham mere normalt niveau.

Aktien falder 7,4 pct. i Zürich til 68,28 schweizerfranc.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Seneste nyheder