Mærsk: Analytikere rynker brynene efter fortsatte ratefald

Udgivet den 19-09-2013  |  kl. 09:29  |  

Prisen for at få fragtet en container fra Asien til Europa er styrtdykket i halvanden måned. Faldet har nu nået et niveau, hvor flere analytikere er begyndt at rynke brynene og frygte, at det vil udløse kursfald i A.P. Møller - Mærsk-aktien.

Spotraterne på ruten fra Asien til Europa er faldet seks uger i streg fra 1501 dollar per tyvefodscontainer til 875 dollar i sidste uge, et fald på 41,7 pct. Et forsøg på at hæve raterne 1. september slog fejl, og Maersk Line har varslet en ny ratestigning 1. november på 600 dollar.

- Vi forventer, at raterne vil fortsætte med at falde frem til 1. november, hvor Maersk Line har annonceret rateøgning. Vi vurderer, at analytikernes forventninger til Maersk Lines rater i andet halvår og resultat er for optimistiske givet rateudviklingen, og at vi vil se nedjusteringer af estimaterne, skriver Alm. Brand Markets i sit morgenbrev.

Hos Nordea har man ligeledes noteret sig det markante fald i raterne, der er udløst af overkapacitet på ruten og skarp priskonkurrence.

- Det er bekymrende, da de nuværende rater på ruten er tæt på tabsgivende niveauer. Vores tese er, at det vil tilskynde rederierne til at reducere kapaciteten for at understøtte raterne. Rederierne har annonceret nye rateforhøjelser for de kommende måneder. Lykkedes det ikke at opnå succes med rateforhøjelserne, vil det udløse kursfald til A.P. Møller - Mærsk, da tegn på en bedring i verdensøkonomien på det seneste har holdt hånden under aktien, skriver Nordea i en markedskommentar.

Alm. Brand Markets har en "hold"-anbefaling på aktien med kursmålet 53.000 kr., mens Nordea har en købsanbefaling på aktien.

Aktien i A.P. Møller - Mærsk stiger torsdag formiddag med 1,5 pct. til 51.850 kr. for B-aktiens vedkommende. Det er dog godt hjulpet af den generelt positive stemning i aktiemarkedet oven på den amerikanske centralbanks beslutning om at fastholde sin stimulus til den amerikanske økonomi.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk