Mærsk: Kina konsulteres før amerikansk 2M-godkendelse

Udgivet den 03-09-2014  |  kl. 07:05  |  

De amerikanske myndigheder i form af U.S. Federal Maritime Commission (FMC) vil konsultere de kinesiske myndigheder, før det træffer beslutning om godkendelse af den såkaldte 2M-alliance mellem Maersk Line og MSC.

Det skriver Wall Street Journal.

Tidligere på året blokerede de kinesiske myndigheder for den større alliance, P3, mellem Maersk, MSC og CMA CGM, som krævede formelle godkendelser i både USA og Kina, mens EU kunne vælge en granskning. Inden blokeringen i Kina havde USA godkendt alliancen, og EU havde også udtrykt sig positivt, før Kina overraskede med en blokering.

Den mindre alliance 2M kræver kun en indberetning hos de europæiske og kinesiske myndigheder, mens det er nødvendigt med en formel accept hos amerikanske FMC, skriver Wall Street Journal. Maersk og MSC indleverede i sidste uge anmodning om godkendelse af 2M-alliancen hos FMC, som altså lige vil vejre stemningen hos kineserne.

- Jeg ønsker at se, om de kinesiske myndigheder har nogen bekymringer. 2M-partnerne kan sige lige hvad de vil, men hvad, der er vigtigt, er, hvad Kina vurderer. Lad os ikke glemme, at handlen til Europa fra Asien kommer fra Asien og specielt Kina, siger FMC-kommissær William Doyle til avisen.

Han vil diskutere sagen med kineserne på et møde i Shanghai til november. FMC har normalt 45 dage til at nå en afgørelse i sagen, men ifølge Doyle er det sandsynligt, at FMC vil kræve endnu en 45-dages periode for at nå en beslutning. 

Hvis 2M bliver en realitet vil alliancen ifølge Wall Street Journal tegne sig for omkring 30 pct. af containertrafikken mellem Asien og Europa og på tværs af Atlanten og Stillehavet.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder