NEG Micon modtager ordre på 290 mio. kr. i USA

Udgivet den 09-07-1998  |  kl. 08:47  |  

København--9. juli--NetPosten--NEG Micon har modtaget en ordre på 80 stk. NM 700/44 kw vindmøller til USA, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse fra selskabet.

Ordren er stillet af det amerikanske selskab WindCo. og har en værdi på ca. 290 mio. kr. WindCo. er et joint venture mellem Florida Power & Light Energy Inc. i USA , Renewable Energy Systems Ltd. i Storbritannien og M&N Wind Power. M&N Windpower er selv et joint venture mellem Nichimen Corporation i Japan og NEG Micon.

Leveringen til opstilling i Californien skal ske fra begyndelsen af august 1998 og vil forløbe frem til november 1999. Ifølge fondsbørsmeddelelsen indgår ordren ikke i selskabets budget for 1998. En i forvejen budgetteret levering af 80 vindmøller i første halvår 1998 er dog udskudt til levering i 1999, hvorfor denne nye ordre ikke forventes at få indflydelse på årets resultat før skat. (NetPosten)

Udgivet af: NPinvestordk