Novo Q3: Ozempic fortsætter vildt salgsridt - rammer salg på knap 24 mia. kr.

Udgivet den 02-11-2023  |  kl. 07:57  |  
Aktie tabel

Novo Nordisks primære forretningsområde, diabetesbehandling, gik markant frem i tredje kvartal, hvor supersællerten Ozempic igen lagde ekstra milliarder til omsætningen.

Novo har desuden næsten nået sin langsigtede ambition for markedsandele. Målet er en markedsandel på diabetesmarkedet på mere end en tredjedel, og markedsandelen ramte i kvartalet netop 33,3 pct.

Samtidig fortsatte salget af Novos diabetespille, Rybelsus, frem, viser regnskabet for tredje kvartal torsdag morgen.

Omsætningen i Novos samlede diabetesforretning steg i tredje kvartal til 42,6 mia. kr. fra 36,1 mia. kr. i den tilsvarende periode af 2022.

Til sammenligning havde analytikerne sat næsen op efter en omsætning på 43,0 mia. kr., viser estimater indsamlet af Novo Nordisk inden regnskabet. Ikke alle estimater virker dog til at tage højde for Novos opjustering den 13. oktober.

Væksten drives i særdeleshed af Novos ugentlige GLP-1-analog, Ozempic. Den solgte i tredje kvartal for 23.912 mio. kr. mod ventet 24.123 mio. kr. blandt analytikere og 16.390 mio. kr. i samme periode af 2022. Væksten var 44 pct. i lokal valuta og i forhold til andet kvartal steg omsætningen med 1,8 mia. kr.

Det andet store vækstlokomotiv, Rybelsus, der er tabletudgaven af Semaglutid, som også er virkemidlet i Ozempic, gik også markant frem.

Rybelsus præsterede en vækst i lokal valuta på 59 pct. til 4496 mio. kr. mod ventet 4539 mio. kr. blandt analytikerne og 3011 mio. kr. i tredje kvartal året før.

Novos salg af insulinprodukter, der for længst er overhalet af GLP-1-forretningen, faldt til 11,3 mia. kr. fra 15 mia. kr.

Salget af insulin har længe været ramt af prispres i USA og Kina, som har lagt låg på væksten i den del af forretningen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Report❯  Shares❯