Nye nøgletal skal gøre op med skabspassive aktiefonde

Udgivet den 04-09-2015  |  kl. 08:22  |  

Mistanken om, at fonde sælges med falsk varebetegnelse, vil Investeringsfondsbranchen (IFB) til livs. Det vil IFB gøre ved at øge åbenheden med to nye nøgletal på hjemmesiderne, som skal vise og bevise, at investorerne rent faktisk får den aktive forvaltning, som de betaler for.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Vi vil gerne gøre op med den mistanke, der har været på det her område (...) hvis man gerne vil kvalificere debatten, bliver man nødt til at være åben og lægge sine tal frem. Og hvis man kan forvente, at nogen vil mistænke en for falsk varebetegnelse, er det da klart hensigtsmæssigt, at man forklarer sig på sin hjemmeside på forhånd, siger Anders Klinkby, adm. direktør i IFB siden 1. august.

For knap et år siden offentliggjorde Finanstilsynet en undersøgelse, der indikerede, at tre ud af ti aktive aktiefonde herhjemme var skabspassive. Undersøgelsen byggede på de to nøgletal active share og tracking error, hvilket er de tal IFB vil offentliggøre, og som medlemmerne anbefales at lægge på deres hjemmeside. Active share viser, hvor stor en del af en fond, der er investeret anderledes end dens benchmark.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯