Obligationer/åbning: Renterne falder marginalt i afdæmpet start

Udgivet den 19-09-2023  |  kl. 08:55  |  

De danske statsrenter falder marginalt fra starten af tirsdagens handel, hvor en del af et lille efterslæb til det amerikanske marked dermed indhentes.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme falder med 1 basispoint til 2,98 pct. efter et plus på 4 basispoint mandag.

I USA faldt de lange renter ud på aftenen mandag, og derfor er der et lille efterslæb til det danske marked.

Nøgletalsmæssigt ser det noget tyndt ud i tirsdagens kalender, hvor det største højdepunkt er tal for det påbegyndte boligbyggeri og byggetilladelserne i USA i august.

- Vi får nyt om byggetilladelserne i USA, som er en fremadskuende indikator på aktiviteten i det amerikanske byggeri. Skulle byggetilladelserne falde kraftigt i august, kan det presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en morgenkommentar.

Allerede inden da venter der også endelige inflationstal for august fra eurozonen. Her ventes der dog ingen ændringer blandt økonomerne - hverken når det gælder inflationen eller kerneinflationen.

De foreløbige tal viste en stigningstakt på 5,3 pct. i både de samlede forbrugerpriser og kerneforbrugerpriserne i august sammenlignet med samme måned sidste år.

Det niveau ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News fastholdt i den endelige opgørelse.

Samtidig med inflationstallene præsenterer OECD desuden også en ny økonomisk prognose.

Først onsdag går ugen dog makromæssigt en tak op i gear, når der venter en rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯