OBLIGATIONER - Aktieslagtning sender kurser videre op

Udgivet den 22-03-2001  |  kl. 16:57  |  

København--22. marts--NetPosten--Globale aktiekursfald har sendt obligationsmarkederne yderligere op torsdag, og det er især de korte varer, der har profiteret på det, siger handlere.

- Der er en pæn bull-stemning i obligationer, fordi aktierne slagtes. Dow Jones er på vej mod et minus på 3 pct., og nu er Latinamerika også begyndt at gå ned, siger en handler, der bemærker, at specielt de korte varer er eftertragtede, hvilket giver store bevægelser i markedet.

Den toneangivende statsobligation, 6 pct. 2009, sluttede dagen i 107,95 mod en slutkurs onsdag i 107,50. Den tyske Bund-future brød op over 110-niveauet og sluttede i 110,29 mod en kurs på 109,88, da det danske marked lukkede onsdag.

Amerikanske tal for ledende indikatorer bekræftede de dystre udsigter for USAs økonomi, og det fik markedet yderligere op.

Danmark følger godt med Tyskland - vi holder et 10-årigt rentespænd på 28 basispoint, mens vi dog har tabt lidt til de 2- og 5-årige tyske.

Den svenske krone er faldet markant, men det har ikke påvirket den danske krone, der ligger stabilt på 7,4655 kr. pr. euro. Der er stor troværdighed til den danske krone, siger en handler.

Realkreditmarkedet har traditionen tro tabt lidt i det urolige marked. 6 pct. 2029 endte i 97,45 mod 97,10 onsdag.

Udgivet af: NPinvestordk