OBLIGATIONER - USA styrer markedet, pænt op

Udgivet den 03-10-2001  |  kl. 17:32  |  

Det er begivenhederne i USA, som for tiden styrer udviklingen på det danske obligationsmarked. Derimod har danske eller europæiske begivenheder og nøgletal mindre betydning.

Onsdag var ingen undtagelse, og her lagde markedet ud med at stige pænt fra morgenstunden, efter at den amerikanske forbundsbank sænkede sine renter tirsdag aften med 50 basispoint. Det var ventet, at Federal Reserve ville sænke sine renter, men det var udsigten til yderligere rentesænkninger, der fik markedet til at reagere positivt.

Sidst osndag eftermiddag blev der offentliggjort NAPM non-manufactoring fra USA, som blev noget højere end forventet. Markedet havde ventet et fald til 43,9 fra 45,4, men istedet steg indekset til 50,2, og en indeksværdi over 50 viser fremgang.

Tallet er dermed ret stærkt, og det fik straks obligationerne til at falde, mens den modsatte effekt sås i aktiemarkedet.

Den toneangivende danske statsobligation 6 pct. 2011 lå sidst på dagen i 108,55 mod 108,00 tirsdag, mens den tyske Bund-future med udløb i december var steget til 109,77 fra 109,36. Det ti-årige rentespænd endte uændret i 25 basispoint.

Realkredittens 6 pct. 2029 lå sidst på dagen i 98,65 mod 98,13 tirsdag.

Nationalbanken var ikke i markedet onsdag.


Udgivet af: NPinvestordk