Obligationer/middag: Jobtal vil afgøre retningen

Udgivet den 22-10-2013  |  kl. 11:35  |  

De danske obligationsrenter holder sig tirsdag middag stadig inden for et yderst snævert spænd, mens investorerne venter på vigtigt nyt fra det amerikanske arbejdsmarked midt på eftermiddagen.

Jobrapporten, der ikke vil være påvirket af den delvise nedlukning af statsapparatet, ventes at vise øget beskæftigelse og en fastholdelse af arbejdsløshedsprocenten. Afviger den fra konsensus i markedet, har arbejdsmarkedsrapporten før vist, at den har den nødvendige tyngde til at rykke markedsstemningen.

Den 10-årige danske rente ligger uændret i 1,97 pct., og obligationsmarkedet såvel herhjemme som i USA og Europa ventes at være i dvaletilstand helt frem til jobrapportens offentliggørelse kl. 14.30.

- Beskæftigelsen vil se lidt bedre ud sammenlignet med de foregående måneder, siger Michael Feroli, der chef USA-cheføkonom i JPMorgan Chase & Co., til Bloomberg News og fortsætter:

- Herfra vil vi se en vis effekt af nedlukningen (af det amerikanske statsapparat, red), om end jeg ikke tror, at den bliver langvarig. I takt med at økonomien forbedres, vil det også løfte arbejdsmarkedet.

Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventes arbejdsmarkedsrapporten at vise en jobskabelse på 180.000 uden for landbruget i måneden. Arbejdsløsheden vil formentlig holde sig på 7,3 pct.

Rapporten, der blev forsinket på grund af den midlertidige nedlukning af det amerikanske statsapparat, tillægges stor værdi, fordi udviklingen på arbejdsmarkedet er afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank vil finde det passende at indlede en nedtrapning af de ekstraordinære stimuli.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder