Obligationer/middag: Renten aftager frem mod amerikanske jobtal

Udgivet den 08-03-2024  |  kl. 11:41  |  

De danske obligationsrenter fortsætter fredag i nedadgående retning forud for offentliggørelsen af den amerikanske beskæftigelsesrapport.

Renten på den tiårige danske toneangivende statsobligation er ved middagstid 2,32 pct. Det er 4 basispoint under slutniveauet torsdag.

Fredag har der været flere økonomiske nøgletal at tage bestik af, inden spændingen omkring det amerikanske jobmarked udløses klokken 14.30.

I Tyskland steg industriproduktionen med 1,0 pct. i januar i forhold til måneden før ifølge tal fra det tyske økonomiministerium. Der var ventet en fremgang på 0,6 pct. i produktionen.

Producentpriserne steg samtidig 0,2 pct. fra måneden før mod en ventet stigning på 0,1 pct.

Der var i fjerde kvartal tale om en flad BNP-vækst i eurozonen. Det bekræfter den tredje opgørelse af væksten, efter at det samme var opgjort i både første og anden opgørelse. Samlet voksede økonomien i eurozonen 0,4 pct. i 2023.

Dagens absolutte højdepunkt er dog den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for februar.

Her ventes beskæftigelsen uden for landbruget at være vokset med 200.000, efter at der i januar blev skabt 353.000 nye job.

- Jobvæksten har været rigtig stærk på mere end 300.000 nye job i både december og januar. Hvis tendensen fortsætter i februar, kan det få renterne til at brage op. Omvendt kan en lunken jobvækst på omkring 150.000 personer få renterne til at køre ned, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i et notat fredag morgen.

Arbejdsløsheden ventes at ligge uændret på 3,7 pct. og lønstigningerne estimeres at aftage til 4,3 pct. fra 4,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder