Obligationer/tendens: Stilstand i vente inden mødereferat og Nvidia-regnskab

Udgivet den 22-05-2024  |  kl. 07:06  |  

Det danske obligationsmarked har kurs mod en afventende åbning onsdag, hvor både aftenens referat fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank og regnskabet fra chipkongen Nvidia spøger i investorernes bevidsthed.

Referatet fra Federal Reserve vil blive gransket for tegn på, hvorvidt der var generel konsensus i rentekomitéen om, at næste træk bliver en rentenedsættelse frem for et renteløft. Er det tilfældet, kan det presse renten ned.

Fra en mere utraditionel kant kan aftenens imødesete regnskab fra den amerikanske chipproducent Nvidia også give bølgegang på obligationsmarkedet.

Alt efter udfaldet kan selskabets tal udløse enten eufori eller frygt på aktiemarkedet og dermed påvirke appetitten på obligationer.

Nvidia-aktien er siden nytår steget mere end 90 pct. og har egenhændigt tegnet sig for en fjerdedel af den samlede fremgang i det brede S&P 500-indeks. Hvis Nvidia skuffer i forhold til markedets tårnhøje forventninger, kan det udløse en flugt mod den mere sikre obligationshavn.

Det vil presse obligationskurserne op og tillige renterne ned.

- Ingen ønsker være den sidste idiot, som køber obligationer, hvis Nvidia skuffer onsdag, lyder vurderingen fra Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger onsdag morgen uændret fra tirsdag, hvor den faldt med 3 basispoint til 4,41 pct.

Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den tiårige danske rente lukkede tirsdag uændret i 2,52 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder