Obligationer/tendens: Uændret åbning i vente

Udgivet den 25-03-2014  |  kl. 07:34  |  

De danske obligationshandlere kan se frem til en rolig start på tirsdagen, da obligationsmarked ventes at åbne stort set uændret, efter at mandagen bød på mindre rentefald som følge af en fortsat usikker geopolitisk situation og svage PMI-tal fra Kina, USA og Tyskland.

I Asien handles den toneangivende 10-årige amerikanske statsobligation til en stor set uændret rente, og hvis den tendens bliver fulgt herhjemme, ser den danske rente ud til at åbne i samme niveau som mandagens lukkeniveau.

Den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede mandag i 1,61 pct., hvilket var et fald på 3 basispoint siden lukketid fredag.

Tirsdagen er tyndt besat, hvad angår økonomiske nøgletal, men obligationshandlerne vil muligvis have et øjnene rettet mod Tyskland, hvor det tyske erhvervstillidsindeks, den såkaldte Ifo-indikator, bliver offentliggjort kl. 10.00.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News en indikator på 110,9, hvilket er en mindre tilbagegang fra måneden før, hvor niveauet hed 111,3.

Dermed ventes den usikre situation på Krim-halvøen i Ukraine ikke at have haft den helt store effekt på de tyske selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk