Opførelse af udskudt havvindpark næppe igang før andet kvartal 2020
Opførelsen af Vineyard Wind, der i august blev udskudt, da USA's indenrigsministerium valgte at gennemføre en yderligere miljøundersøgelse, vil næppe starte før andet kvartal 2020.
Det skriver Recharge News.
Det amerikanske indenrigsministerium har nemlig onsdag oplyst, at det forventer, at den udvidede miljøundersøgelse først vil være klar i slutningen af 2019 eller i starten af næste år. Efter afslutningen af undersøgelsen vil følge en offentlig høringsperiode, typisk 90 dage.
Bureau of Ocean Energy Management (BOEM), under indenrigsministeriet, som skal træffe den endelige afgørelse om grønt lys for projektet, har tidligere meldt ud, at det sigter på at afslutte sagsbehandlingen i marts 2020, hvilket vil være inden for den toårige tidsramme, som præsident Donald Trump har krævet af store infrastruktur-projekter.
Vineyard Wind ud for Massachusetts kyst vil efter planen blive den første større havvindpark i USA på 800 megawatt, og den er ejet i fællesskab af danske Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Avangrid. Den oprindelige plan var, at projektes opførelse skulle startes i 2019, så det kunne kvalificere sig til en skatterabat på 21 pct., og stå færdigt i 2022.
I august besluttede USA's indenrigsminister, David Bernhardt, efter klager fra blandt andet fiskerierhvervet, imidlertid, at yderligere en miljøundersøgelse af projektet skulle gennemføres, og efterfølgende udskød Vineyard Wind LCC projektet - uden dog at fremlægge en ny tidsplan. Godt et par uger senere, slog Vineyeard Wind en slags kontra, da det foreslog en anden fase af projektet, Vineyard Wind 2, med yderligere 800 megawatt i kapacitet.
Vineyard Wind LCC har valgt MHI Vestas som foretrukken leverandør til selskabets første fase på 800 megawatt.
Vineyard Wind er det første af en række planlagte store offshore-projekter, og danske Ørsted vandt så sent som i juli en udbudsrunde i New York, som giver koncernen retten til at forhandle opførelsen af et havvindprojekt på 880 megawatt.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯