SSB: Produktivitet skaber lyse udsigter for verdensøkonomien

Udgivet den 01-09-1999  |  kl. 10:22  |  

København--1. september--NetPosten--Finanshuset Salomon Smith Barney's (SSB's) skøn for den globale økonomi er det mest optimistiske i mange år. USA's økonomi ventes gradvis at aftage til en vækst på 2,5 til 3 pct. i 2000-2003, uden nogen pludselige Fed-stramninger og uden det store inflationspres. Væksten i Japan ventes at bevæge sig ind i positivt område i år og stige til omkring 2,5 pct. i de kommende år, mens priserne ventes at forblive stabile. Euro-området ventes tilsvarende at kunne opretholde en vækst over trenden, på nær 3 pct. frem til år 2003, med kun moderate stramninger fra ECB og en inflation under grænsen på de 2 pct.

Denne optimisme er ikke nogen illusion, men fremkommer, fordi bedringen i den amerikanske produktivitet synes at kunne holde i længden og vil spredes til andre større økonomier, vurderer finanshuset. Ekspansionen i den potentielle produktion minder om 50'erne og 60'erne, hvor en kontinuerlig vækst var mulig med et kun begrænset inflationspres.

Dette har vigtige følger for investorerne. Produktivitetsvæksten, især hvor den er knyttet til teknologiske forbedringer frem for en hastigt voksende kapitalintensitet, øger virksomhedernes indtjeningsevne. Således vil aktieinvestorerne direkte drage fordel heraf. Samtidig hjælper produktivitetsstigningerne med at mindske det cykliske inflationspres, fordi der er større sammenhæng med reallønsstigninger. Derfor behøver de korte renter ikke at stige så meget gennem det økonomiske opsving, som i tidligere konjunkturcykler. Dette er godt nyt for obligationerne.

Udgivet af: NPinvestordk