Statsministeren før topmøde: Europa skal kunne forsvare sig selv

Udgivet den 16-02-2024  |  kl. 13:55  |  

Når statsminister Mette Frederiksen (S) fredag ankommer til den årlige sikkerhedskonference i München, er det med et budskab om, at Europa skal stramme sig an og løfte ambitionsniveauet i sikkerhedspolitikken.

Europa skal kunne løfte opgaven med at forsvare sig selv.

- Vi må ikke være naive. Det er nu, det gælder. Der skal et stort løft til for at bistå Ukraine igennem krigen. Og for at sikre, at Europa kan forsvare sig selv mod et uforudsigeligt og aggressivt Rusland, siger Frederiksen i en pressemeddelelse.

Statsministeren skal i den sydtyske by deltage i paneldebatter og mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Iraks premierminister al-Thani og USA's tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.

Spørgsmålet om Europas ansvar for egen sikkerhed er en linje, som statsministeren slog mere tydeligt an i sin nytårstale, da hun også var inde på, hvad der mon sker, når amerikanerne senere på året vælger præsident.

Uanset, hvad der måtte ske ved præsidentvalget 5. november, "skal Europa kunne mere", lød det.

Og disse meldinger er aktualiseret af, at tidligere præsident Donald Trump, som går efter et comeback, i denne måned har sået kraftig tvivl om USA's vilje til at forsvare Nato-allierede, hvis ikke disse lever op til budgetkrav.

For Mette Frederiksen er understregningen af Europas ansvar for eget forsvar et markant skift, siden hun kom til magten i 2019.

Dengang hed det, at Nato - og specifikt USA - også fremover var hjertet i Europas forsvar. Siden er forsvarsforbeholdet afskaffet, mens EU og Europa fylder mere i talerne om forsvar.

De seneste måneder har den danske regering og Mette Frederiksen desuden arbejdet på at samle opbakning i Europa til at øge produktionen af ammunition og våben i Europa. For at støtte Ukraine.

I denne uge besøgte statsministeren en tysk våbenproducent, Rheinmetall, hvor regeringen ifølge den tyske kanslers kontor er interesseret i en rammeaftale om ammunitionsproduktion.

- Det er afgørende, at vi øger EU's forsvarsindustrielle produktion. Fastholder et stærkt transatlantisk samarbejde og styrker Nato, som vi har besluttet. Fremtidssikrer fred og sikkerhed i Europa, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Redaktion