Svensk centralbank sænker renten

Udgivet den 08-05-2024  |  kl. 09:43  |  

Den svenske centralbank, Riksbanken, har onsdag morgen sat den ledende rente ned - helt som ventet.

Den er nu på 3,75 pct. mod før 4,00 pct.

- Inflationen nærmer sig målet, samtidigt med at konjunkturen er svag. Riksbanken kan derfor lette på pengepolitikken. Direktionen har besluttet at sætte styringsrenten ned med 0,25 pct.point til 3,75 pct. Hvis inflationsudsigterne fortsætter, kan renten sænkes yderlige to gange i løbet af andet halvår, skiver Riksbanken om trækket.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, påpeger, at den svenske økonomi i øjeblikket befinder sig i en tydelig recession, hvor BNP-væksten nu har været negativ fire kvartaler i træk.

- Svagheden er også begyndt at vise sig på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden igen stiger, samtidig med at manglen på arbejdskraft er aftaget tydeligt, skriver han i en kommentar og fortsætter:

- Riksbanken giver med dagens rentenedsættelse lidt luft til den meget rentefølsomme svenske økonomi, der i øjeblikket snapper gevaldigt efter vejret.

Den svenske krone er svækket på rentenedsættelsen. Umiddelbart før gik der 0,6390 danske kr. på en svensk - efter meddelelsen skal der 0,6360 kr. til en svensk af slagsen.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  macro❯  Sverige❯  Forex❯