Tidlig påske hjælper Norwegian med at fylde flyene i marts

Udgivet den 05-04-2024  |  kl. 11:41  |  
Arkiv: Foto

En tidlig påske var med til at fylde Norwegians fly i marts.

I alt fløj 1,54 millioner passagerer med det norske flyselskab i marts. Det er tre procent flere end samme måned året før.

Samtidig steg belægningsgraden til 85 procent, hvilket var fire procentpoint mere end året før.

Det viser Norwegians passagertal for marts.

- Vi er meget glade for endnu en gang at kunne præsentere stærke trafiktal, som i denne måned fik ekstra momentum på grund af en tidlig påske, siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.

Stigningen i antallet af passagerer er beskeden, mener Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsbranchen tæt.

Alligevel får selskabet en "massiv" fremgang i indtægterne, skriver han i en kommentar.

Det skyldes foruden flere passagerer, at flyene er fyldt bedre op, samtidig med at billetpriserne ifølge Jacob Pedersen er steget med 13 procent.

- Det er endnu et bevis på, at Norwegian står godt kommercielt og har godt fat i kunderne, skriver han i en kommentar til tallene.

- De seneste regnskaber har også vist, at selskabet har fundet melodien indtjeningsmæssigt, og Norwegian kigger ind i et rigtig godt 2024, hvis den høje rejselyst varer ved, lyder det videre.

Ifølge Jacob Pedersen er Norwegians indtægter i marts steget omkring 350 millioner norske kroner til omkring 1,9 milliarder norske kroner. Det svarer til cirka 1,2 milliarder kroner.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Shares❯