Tilbudsaviserne sprænger snart postkassen

Udgivet den 18-02-2011  |  kl. 09:55  |  

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor tykke supermarkedernes tilbudsaviser kan blive.

I hvert fald har det samlede antal sider i 18 danske dagligvarekæders tilbudsaviser igen i 2010 sat rekord med en bred margen. Fra 2009 til 2010 voksede det med hele ti procent til 33.464 sider.

Det viser en dugfrisk opgørelse fra analysevirksomheden Gordios Insight, der har talt tilbudsavis-sider siden 2003 og registreret en stort set ubrudt vækst.

Det skriver Dansk Handelsblad.

- Det er bare steget og steget. Kæderne anerkender bredt, at det er tilbudsaviserne, der duer - og kan flytte ekstra omsætning og kunder, siger Claus Nykjær, der er konsulent og partner i Gordios Insight.

Dagligvarekæderne står for hovedparten af tilbudsavis-udsendelserne i Danmark, men tæller man samtlige andre kæder i specialhandel og grænsehandel med, landede det samlede sideantal i 2010 på 55.374 sider - godt otte procent mere end året før.

Siden 2003 er der samlet set blevet produceret flere tilbuds-sider hvert år, mens der for dagligvarekæde-aviserne var et lille nedadgående knæk på kurven fra 2004 til 2005, men siden da er det gået frem igen.

Findes der tilbudsjægere, som studerer samtlige kæders aviser, har de nu et ugentligt læse-pensum på 1065 sider.

Alene topscorer-kæden Bilka leverer 120 siders læsning per uge året rundt.

 

Udgivet af: NPinvestordk