Torm i ny nedjustering

Udgivet den 23-12-2011  |  kl. 14:21  |  

TORM har indgået en aftale om at sælge nybygningskontrakter på to Kamsarmax tørlastskibe. De to skibe blev kontraheret i 2007 og var planlagt leveret til TORM i henholdsvis fjerde kvartal 2012 og første kvartal 2013. Aftalen har en positiv likviditetseffekt på USD 21 mio. i januar 2012, og den vil reducere Selskabets udestående investeringsprogram med USD 42 mio.

Transaktionen vil blive indregnet i resultatopgørelsen i fjerde kvartal 2011 og vil medføre et regnskabsmæssigt tab på ca. USD 41 mio.

- Aftalen reflekterer vores forventninger om et svagere tørlastmarked, og den er en del af Selskabets samlede plan om at sikre likviditet og nedbringe gælden, udtaler CFO Roland M. Andersen.

Som en konsekvens af aftalen nedjusterer TORM sine forventninger til hele 2011 fra et forventet underskud før skat på USD 190-210 mio. til et forventet underskud før skat på ca. USD 230-250 mio. Efter salget udgør TORMs ordrebog tre produkttankskibe, og der udestår investeringer på USD 83 mio. relateret hertil.

Udgivet af: NPinvestordk