Torsdagens aktier: God start løb ud i sandet

Udgivet den 23-08-2012  |  kl. 17:12  |  

Det startede torsdag lovende på det danske aktiemarked, efter at referatet af det seneste rentemøde i USA onsdag aften havde øget håbet om yderligere stimuli fra den amerikanske centralbank. Men fokus skiftede hurtigt til skuffende kinesiske data, der viste tegn på en svækkelse af fremstillingssektoren.

- Vi har fået nogle tal fra Kina, der viser, at tingene står en smule mere stille, end man havde håbet på, og det smitter af på markederne, siger Mads Zink, chefaktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans med henvisning til HSBCs PMI-indeks for fremstillingssektoren, der faldt til 47,8 i august fra 49,3 i juli.

Da humøret var højest, lå C20-indekset 1,1 pct. højere. Det endte med et lille plus på 0,1 pct. til 491,09.

Der var oprejsning til Vestas oven på onsdagens halvårsregnskab, som blev skidt modtaget af markedet. Torsdag steg vindmølleselskabets aktie imidlertid 5,0 pct. til kurs 33,37 efter et fald på 6,4 pct. onsdag, selvom en række internationale finanshuse sænkede deres kursmål på aktien, og kun få løftede det.

De største minusser var i FLSmidth og Nordea , der begge lukkede 1,2 pct. lavere i kurs 346,2 og 55,55.

Nyhedsmæssigt svingede sidepapirerne taktstokken. Auriga, som laver plantebeskyttelsesmidler, tegnede sig for et af torsdagens positive indslag. Selskabets regnskab for andet kvartal viste en omsætningsvækst på 10 pct. og næsten en fordobling af resultatet før skat, krydret med en opjustering af driften for året.

- Det er et meget stærkt regnskab. Omsætningsvæksten var klart bedre end markedsforventningerne, drevet af højere afgrødepriser og et højere incitament for landmændene til at beskytte sine afgrøder. Dertil kommer en rigtig flot bruttomarginal, lød det fra analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Sydbank hævede sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "undervægt", og på børsen blev regnskabet takseret til en stigning på 6,5 pct. til kurs 90,5.

Alm. Brand faldt 1,4 pct. til 13,90 kr. Forsikringskoncernens aktie lå ellers længe til at lukke i plus efter et halvårsregnskab, som topchef Søren Boe Mortensen betegnede som det bedste for koncernen siden finanskrisen begyndte, og som indeholdt en opjustering af forventningerne før nedskrivninger for året.

SP Group, der også opjusterede forventningerne, steg 2,7 pct. til kurs 116, mens H+H, der tegnede sig for en af torsdagens nedjusteringer, lukkede 10 pct. lavere. De øvrige nedjusteringer kom fra Veloxis, der faldt 34 pct., og Sparekassen Lolland, som faldt 29 pct., samt Intermail, der sluttede 4,3 pct. lavere.

Torsdagens femte nedjustering kom fra trævarekoncernen DLH, der nu venter en omsætning på 2,5 mia. kr. mod tidligere 2,6-2,7 mia. kr. Omsætningsforventningerne sænkes dog blandt andet fordi det europæiske Global Sales-forretningsområde er overført til ophørende aktiviteter. DLH regner stadig med en EBIT-margin for hele året på omkring nul. Aktien lukkede 6,4 pct. lavere i 3,82 kr.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder