Tryg-analytiker undres over rygter: Ser ikke noget strategisk rationale i britisk opkøb

Udgivet den 06-10-2023  |  kl. 15:58  |  
Arkiv: Foto

Den danske forsikringskoncern Tryg bliver i britiske The Times nævnt som et blandt flere selskaber, der angiveligt skulle overveje at deltage i et bud på det britiske forsikringsselskab Aviva.

Det er en historie, der umiddelbart skaber forundring hos analytiker i Jyske Bank Anders Haulund Vollesen, som har svært ved at få øje på, hvad rationalet skulle være får en sådan transaktion.

- Jeg undrer mig lidt over, at Tryg bliver nævnt her. Jeg har svært ved at se, hvad Tryg skulle med Aviva - hvad er logikken og det strategiske rationale, der er ikke noget geografisk overlap, siger Anders Haulund Vollesen til MarketWire.

At Tryg nævnes, kan måske skyldes, at Tryg "teknisk set" har været inde over en britisk-canadisk akkvisition tidligere.

- Men det var jo udelukkende med fokus på de nordiske aktiver, siger analytikeren og henviser til opkøbet af Trygg-Hansa og Codan i Norge, som Tryg fik fingrene i igennem et stort opkøb - sammen med Intact - af britiske RSA Insurance.

I øjeblikket har Tryg stor fokus på at få integreret disse opkøb og realisere synergierne.

- Så det er måske også noget af en mundfuld at begynde at kaste sig over nye opkøb, inden man egentlig er kommet i mål med den relativt store mundfuld, man er i gang med at fordøje, siger Anders Haulund Vollesen.

I Trygs strategiske ageren har der heller ikke været antydning af, at selskabet skulle være interesseret i at brede sig ud af Norden.

- Snarere tværtimod. Tryg har givet udtryk for, at de gerne vil fokusere på de markeder, de kender og, og de reducerer jo af samme grund også deres eksponeringer blandt andet over mod det amerikanske marked i deres industriportefølje, siger analytikeren.

Ifølge The Times skulle Tryg sammen med tyske Allianz og canadiske Intact være blandt de selskaber, der overvejer et muligt opkøb af Aviva, og en af parterne skulle angiveligt overveje et bud på 6 pund per aktie.

Der nævnes derudover også et unavngivent amerikansk forsikringsselskab.

MarketWire har bedt om en kommentar fra Tryg på historien, og her lyder det kortfattet:

- Vi kommenterer ikke på rygter.

Aktien i Aviva stiger fredag 6,9 pct. til 415,10 pence på børsen i London efter rygterne.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder