Tyske finansielle aktører ser mere optimistisk på fremtiden

Udgivet den 19-03-2024  |  kl. 12:09  |  

De tyske finansielle aktører er blevet mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland fremover.

Det viser det såkaldte ZEW-indeks, der bygger på svar fra eksperter fra finanssektoren. Forventningsindekset steg til 31,7 - det højeste niveau i lige over to år - fra 19,9 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning, men blot til 20,5.

- Der bygges på i optimismen til fremtiden hos vores nabo mod syd. Det vidner om, at der er bedring i sigte for tysk økonomi, og det er gode nyheder fra en ellers trykket økonomi, vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, efter at have set nærmere på målingen.

Til gengæld er vurderingen af den nuværende situation bestemt ikke god og ligger og roder rundt i nærheden af det laveste niveau siden coronakrisen og finanskrisen.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg dog til minus 80,5 fra minus 81,7. Konsensus var ifølge Bloomberg en værdi på minus 82,0.

Indekset er konstrueret, så nul er den neutrale værdi.

ZEW-tillidsindikatoren er udarbejdet af organisationen Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung (EW) og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Tyskland❯