Unibrew er foran planen: Produktionen i nytilkøbte bryggerier er kommet op i gear

Udgivet den 19-04-2024  |  kl. 10:25  |  

Unibrew er foran planen, når det kommer til integrationen af de det hollandske sodavandsbryggeri Vrumona og det italienske bryggeri San Giorgio.

Det er meldingen fra administrerende direktør Lars Jensen fredag på en telekonference, efter at bryggeriet har opjusteret forventningerne.

- Vi har startet produktionen i Vrumona beregnet på grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse, og vi har startet produktionen i San Giorgio hurtigere end ventet, da det italienske team har indført flere skiftehold hurtigere end ventet, og har optimeret produktionsplanen for at styrke effektiviteten, siger Lars Jensen.

Med de to opkøb vil Unibrew samtidig bedre kunne udnytte sin produktion andre steder.

- Det vil frigøre kapacitet i Norden, som vi vil kunne drage fordel af hurtigere end ventet, siger Lars Jensen.

Det er da også forbedringer i lønsomheden, der driver Unibrews opjustering. Bryggeriet venter uændret en omsætning på omkring 15 mia. kr., men et samlet driftsresultat (EBIT) på nu 1875-2025 mio. kr. mod tidligere ventet 1800-1950 mio. kr.

- Da vi rapporterede helårsresultater for 2023 og prognosen for 2024 herskede der usikkerheder om inputpriser og sourcingkontrakter og vores evne til at løfte produktionen især i forhold til Vrumona. Men usikkerheden om de faktorer er nu reducerede, da vi siden har øget vores hedging og fået leverandørkontrakter på plads og ser at flytningen af volumen til Vrumona materialiserer sig, som vi havde tænkt det, siger Lars Jensen.

HAR PRISSIKRET FLERE RÅVARER

Opjusteringen er da også drevet af, at Unibrew har fået bedre hånd om omkostningsbasen.

Med integrationen af Vrumona og San Giorgio letter presset på produktionen i Danmark.

- Vi har haft for høj udnyttelse af vores produktionen i Danmark, og det faktum, at integrationen i Holland og Italien er foran planen tager noget af presset af den danske produktionskæde, siger Lars Vestergaard, finansdirektør i Unibrew.

Han peger også på, at Unibrew har fået prissikret, eller hedget en lang række råvarer.

- Vi lidt lavere omkostninger til energi og har øget hedging af en lang række råvarer. Vi har hedget noget mere, end vi normalt vil gøre på nuværende tidspunkt, så vi har mere sikkerhed for leverancer og har fastlåst priser på attraktive niveauer, så der er forbedringer på indkøbsområdet også, siger Lars Vestergaard.

Blandt de råvarer Unibrew har hedget er aluminum, naturgas, sukker og malt.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯